4. jun. 2011
Af af Casper Nielsen

Prinsesse Nathalie før brylluppet: Jeg har den bedste mand i verden

Prinsesse Benedikte og prins Richard sammen med prinsesse Nathalie
Prinsesse Benedikte og prins Richard sammen med prinsesse Nathalie
Foto: Lars Laursen
BILLED-BLADET mødte prinsesse Nathalie få uger før hendes bryllup i Berleburg.

Prinsesse Nathalie har en del at se til i øjeblikket. Den 18. juni skal hun giftes i Berleburg, hun er mor til lille Konstantin på 10 måneder, og som konkurrencerytter har hun sin træning at passe. Derfor var hun ekstra stolt i weekenden, hvor hun fik det hele til at gå op i en højere enhed og tilmed fik en tidlig bryllupsgave i form af en sejr på den hest, hun selv har opdrættet hjemme i Berleburg - hoppen Fabienne. Det hele kræver nemlig nøje planlægning fra prinsesse Nathalie og hendes mand Alexander Johannsmanns side.

- Men jeg har den bedste mand i hele verden. Han er utrolig sød, elsker vores barn og støtter mig i alt. Alexander har barselsorlov i øjeblikket, så han tager lille Konstantin om morgenen, hvor jeg rider, og så tager jeg mig af ham om eftermiddagen. Min mand begynder at arbejde igen til juli, og så må vi finde os en au pair-pige, men indtil nu er det en ordning, der fungerer, siger prinsesse Nathalie, da BILLED-BLADET møder hende i en pause under det store ridestævne.

Lille Konstantin var ikke med, denne gang. Han blev passet af prinsesse Nathalies svigermor, så prinsessens mand kunne følge sin kone og Fabiennes sejr i dressur-klassen, Stutteri Horsebo Intermediare,

Deres egne forældre satte Dem i sadlen, da De var fire år. Hvornår vil De gøre det samme med Konstantin?

- Jeg har endnu ikke sat ham på en hest. Det er alt for farligt. Mange tager deres børn med foran sig på sadlen, men der kan ske alt for meget.

- Hvis hesten pludselig bliver forskrækket og springer til side, kan det gå galt. Man vil jo bebrejde sig selv for evigt. Jeg venter, til han kan gå selv. Men helt ærligt. Han skal selv bestemme, hvad han vil. Måske siger han, "mor, de der heste, kan du godt droppe, jeg vil hellere spille fodbold eller tennis." Vi vil i al fald ikke presse ham til noget.

Er De blevet en mere forsigtig rytter, efter De er blevet mor?

- Næh, tværtimod. Jeg er hverken bange eller noget. Har meget mere styr på det. Fabienne har den rigtige indstilling. Hun er vant til at rejse, hun går fremad, gearet er sat i fuld speed, og det er godt. Man kan aldrig have for megen energi.

Skal der også være heste ved Deres forestående bryllup?

- Det ved jeg faktisk ikke. Der kommer til at stå et stort telt på plænen ved ridebanen. Men jeg tvivler på, at der kommer til at befinde sig heste derinde, griner prinsesse Nathalie, der holder fest over to dage. Den 17. juni er der barbecue for de først ankomne gæster, der skal overnatte på slottet, og dagen efter er selve vielsen.

Læs mere om: