23. jan. 2017
Af Ulrik Ulriksen

Prinsesse Sofia og prins Carl Philip tilbage igen

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/bb-40207_1.jpg
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Efter en dejlig familieferie i Sydafrika tager prinsesse Sofia og prins Carl Philip for alvor hul på arbejdsåret, når de sidst på måneden er til et helt særligt møde.

For Sveriges prinsesse Sofia og prins Carl Philip har starten på 2017 været helt fantastisk. Parret har sammen med deres søn prins Alexander været langt væk hjemmefra under lune himmelstrøg i Sydafrikas smukke Cape Town.

Der har prinsesse Sofia en lejlighed, hvor den lille familie har haft base under deres ophold i Kapstaden.

Fraværende til fester

Ferien til Sydafrika har betydet, at Sofia og Carl Philip har været fraværende ved et par vigtige begivenheder i januar hjemme i Sverige.

De var således ikke med til prinsesse Birgittas fornemme 80-årsfest på Drottningholms Slott i sidste uge, ligesom de heller ikke deltog i "Idrottsgalan". Årets store sportsprisfest plejer parret ellers at deltage i.

Sofia og Carl Philip til vigtigt møde

Det varer dog ikke længe, før Sofia og Carl Philip er tilbage på job igen. Om en uge er begge på plads for enden af bordet, når der er bestyrelsesmøde på slottet i Carl Philip og Sofias Bryllupsfond. En helt særlig fond der blandt andet sætter fokus på ordblindhed og hadefuld adfærd på Internettet.

Prins Carl Philip møder danske Rasmus

Den 2. februar tager prins Carl Philip en tur til Malmö Arena for at være med i æresjuryen ved udnævnelsen af Årets Kok.

Ved den lejlighed er der i øvrigt en dansk mesterkok i fagjuryen. Restaurant Geraniums Rasmus Kofoed sørger sammen med Carl Philip for at finde frem til Sveriges bedste kok.

Læs mere om: