Prinsessen til fest i Uganda: Se hvem der stjal Maries hjerte
Prinsesse Marie var lørdag aften til reception hos den danske ambassadør i Kampala, Nicolaj Hejberg Petersen, der sammen med sin familie tog hjerteligt imod prinsessen. Men der var særlig et familiemedlem, der hurtigt stjal prinsessens hjerte, og det var familiens kæledække, Lilo, en to-årige malteser-bichon blanding, der til forveksling ligner prinsessens egen Cerisé, der venter hjemme i Paris.
Ambassadøren har i flere dage fulgt prinsessen rundt til de fjerneste egne af Uganda, hvor prinsessen har besøgt nogle af Folkekirkens Nødhjælps projekter - og lørdag holdt ambassadøren en afslappet og hyggelig reception med godt 100 gæster til ære for prinsesse Marie.
Med var også en sjælden gæst i offentligheden, Ugandas førstedame, Janet Museveni, der også er undervisningsminister i landet. Efter ambassadørens velkomst, holdt først præsidentens hustru en tale, hvor hun takkede Danmark og danskerne for at hjæpe Uganda og takkede også prinsessen for at komme til landet og sætte fokus på deres mange udfordringer, især de store klimaudfordringer.
Prinsesse Marie holdt derefter en sød og varm tale og takkede for den varme, åbne og hjertelige modtagelse, hun har fået overalt i det smukke land.
Imorgen søndag skal prinsessen holde en række møder hos Folkekirkens Nødhælp, DCA, i Kampala, inden hun skal møde pressen fra Uganda og Danmark.