Prinsgemalen roser – danske kokke er de bedste
Dronning Margrethes ægtemand har tilbragt en stor del af sin barndom og ungdom i Vietnam, og her blev den unge franskmand indviet i det vietnamesiske køkkens mange spændende facetter.
Det er ingen hemmelighed, at prinsgemalen elsker mad og især at lave den selv. Til madmagasinet Gastro fortæller den madglade prins om sit syn på alverdens madlavning.
- Jeg elsker det vietnamesiske køkken og det kinesiske køkken - kinesisk køkken er efter min mening et af de bedste i verden - og det siger jeg, selvom jeg er franskmand, erklærer han i det seneste nummer af magasinet.
Prins Henrik har dog også en stor ros til danskernes evner i den svære madlavningskunst, og prinsen udtaler flot:
- I dag er danske kokke nogle af de bedste i verden.
Prinsen afslører også, at hjemme på slottet er det ikke dronningen, der står for madlavningen:
- Min kone elsker god mad, men hun kommer aldrig i køkkenet, røber han til Gastro.