14. aug. 2015
Af dkeditorial

Prinsgemalen så på egen grønlandsk kunst i Frankrig

Dronningen og prinsgemalen så med stor interesse på udstillingen, der blandt andet består af prins Henriks egne indsamlede genstande fra Grønland.
Dronningen og prinsgemalen så med stor interesse på udstillingen, der blandt andet består af prins Henriks egne indsamlede genstande fra Grønland.
Foto: Scanpix
Dronning Margrethe og prins Henrik ferierer lige nu på slottet Cayx. Og her har der også været tid til at tage på en speciel udstilling i Cahors.

Der var usædvanligt mange mennesker foran Henri Martin-museet i Cahors torsdag. Alle med mobiltelefonerne og kameraerne fremme, for der var nemlig fornemt besøg på stedet.

Dronning Margrethe og prins Henrik er for tiden på ferie på Château de Cayx, og de sørgede for at få tid til at besøge en helt speciel udstilling i Cahors, der ligger cirka 20 minutters kørsel fra slottet.

Prins Henrik har samlet kunst

På de mange rejser, som regentparret har været på sammen til Grønland, har prins Henrik gennem årene taget mange smukke grønlandske kunstgenstande med sig hjem til Danmark, og en del af disse bliver for tiden udstillet på museet i Cahors.

Udstillingen hedder "Pour l’amour du Groenland", der betyder "Af Kærlighed til Grønland" og understreger meget godt, det forhold prinsgemalen har til landet.

Besøger tit Grønland

- Det er genstande, jeg har indsamlet over næsten 50 år. Jeg besøger Grønland regelmæssigt og opdagede Grønland i 1967, da jeg blev gift, sagde en tydelig glad prins Henrik ifølge den franske hjemmeside Medialot.

Blandt prinsgemalens udstillede objekter er blandt andet flere farvestrålende masker og adskillige Tupilak-figurer - det er små figurer, som inuitterne brugte mod deres fjender, og som er lavet i forskellige materialer som træ, elfenben, sten og knogler

Både prinsgemalen og dronningen så ud til at have et dejligt besøg, hvor de gav sig tid til at nyde kunstværkerne og snakke med nogle af de mange fremmødte.

Læs mere om: