Regentparret tager til Færøerne
Den 27. juni indleder dronning Margrethe og prins Henrik et fem dage langt besøg på Færøerne.
Det er fem år siden, parret sidst var gæster på de smukke øer, og nu skal de så derop igen. I 2005 var kronprins Frederik og kronprinsesse Mary med, denne gang kommer regentparret alene.
Turen foregår kun en uge efter, at dronningen og prins Henrik er kommet hjem fra kronprinsesse Victorias bryllup i Stockholm. Dannebrog, som regentparret bor på i Stockholm, sejler direkte videre til Færøerne, men dronning Margrethe og prins Henrik har så travlt, at de bliver nødt til at flyve derop.
De går dog om bord på Dannebrog, aftenen inden det officielle besøg starter, så de næste morgen kan ankomme standsmæssigt med kongeskibet til den officielle modtagelse i Tòrshavn.