
Rejsen blev holdt hemmelig: Det ville dronning Mary fortælle til sine børn

I juni overraskede kongehuset ved at afsløre, at dronning Mary i al hemmelighed var rejst til Nigeria, hvor hun blandt andet satte fokus på regeringens Afrikastrategi.
Besøget blev af sikkerhedsmæssige årsager holdt hemmeligt, og det var først efter, besøget blev afsluttet, at kongehuset afslørede det officielle besøg.

Under det to dage lange besøg besøgte hun et hospital for at sætte fokus på mødredødelighed, ligesom hun besøgte et krisecenter for tidligere ofre for trafficking.
I et nyt interview fortæller hun til Ud & Se, som var med dronningen i Nigeria, hvor stort et indtryk rejsen har gjort på hende, og hvad hun har tænkt sig at fortælle sine børne om rejsen.
Her lyder det fra dronning Mary, at hun vil fortælle sine børn, at Nigeria er et land i rivende udvikling, som Danmark ser mange muligheder i.
Hun fortæller også, at hun vil dele historien om den 16-årige pige Sunshine med sine børn.
Dronningen mødte Sunshine på krisecenteret, hvor hun kom til, da hun var 14, efter hun som 11-årig blev solgt til prostitution af sin fars bror.
– Det er en stærk fortælling. Vi lever en meget privilegeret tilværelse i et meget privilegeret land, så det er vigtigt, at de (hendes børn, red.) også får det perspektiv, fortæller dronning Mary til Ud & Se.
