
Rykker tæt på Frederik og Mary: Otto Reedtz-Thott køber penthouselejlighed i København

Kong Frederik og dronning Mary får vennerne tæt på.
Baron Otto Reedtz-Thott har nemlig lagt 15,4 millioner for en lækker penthouselejlighed i nabolaget.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ifølge Tinglysningen har baronen købt en 194 kvadratmeter stor lejlighed i to etager, der byder på fire værelser, stue og en privat tagterrasse. Lejligheden er beliggende i Fredericiagade i København K, nær Amalienborg. Og baronen skal ikke kæmpe med nogen om p-pladserne. Han har sin egen.
Gennem generationer har Reedtz-Thott-slægten hørt til på Gavnø Slot på Sydsjælland, og det bliver den ved med. Men nu er der også en base i hovedstaden.
Baronen, der også har ærestitlerne kammerherre og hofjægermester, og kong Frederik har kendt hinanden gennem en lang årrække. Og det var, da Otto og Helle Reedtz-Thott sagde ja til hinanden i 2002, at Frederik og Mary for første gang troppede op sammen offentligt.
Siden er der også opstået et nært venskab mellem hustruerne Mary og Helle. Det er især kommet til udtryk ved, at de hver især har stået fadder til hinandens børn. Mens dronning Mary er gudmor til baronparrets mellemste, Holger, har Helle Reedtz-Thott stået fadder til prins Vincent.
