14. jan. 2024
Af Louise Rømer

Så "almindeligt" var deres liv som kronprinspar

Kronprins Frederik, prins Christian og kronprinsesse Mary i 2007
Kronprins Frederik, prins Christian og kronprinsesse Mary i 2007
Foto: Hanne Juul
I Anders Aggers "Kongehuset indefra" italesatte Danmarks kommende kongepar, hvordan de forsøger at opretholde en helt almindelig hverdag.

Vi befinder os i Fredensborg i tiden omkring 2009-2010.

Kronprinsen kommer spurtende på sin ladcykel, hvor en lille prins Christian og prinsesse Isabella sidder med deres blå cykelhjelme på hovedet. I hælene har de border collien Ziggy.

Det ligner en helt almindelig familie – billedet bliver kun brudt af en PET-vagt, der cykler i baggrunden.

Sekvensen er fra Anders Aggers "Kongehuset indefra" fra 2010, hvor han fik lov til at komme helt tæt på kongehuset.

I programmet fortæller kronprins Frederik om, hvordan den særlige familie forsøger at opretholde en helt normal hverdag.

"Det er ikke et mediestunt, når kronprinsen henter børnene fra en offentlig børnehave på sin egen fødselsdag i øvrigt", lyder Anders Aggers speak.

– Kronprinsessen og jeg er og ser os selv som almindelige mennesker. Men vi er godt klar over, at vi har ualmindelige roller at overtage, siger kronprinsen.

I programmet ser man Frederik og børnene i en situation som de fleste børnefamilier nok kan nikke genkendende til. Christian vil "køre i fars autobil", men det må han ikke for far.

– Nogle vil kalde det konsekvens på en mere mild måde.

Selvfølgelig udfordrer de en, og der må man bide i græsset: "Nu må du sætte en grænse og sige stands." Hvilket man kan se på dem, at de respekterer frem for, at har en ryggrad som en kop kakao, fastslår kronprinsen.

Også Mary italesætter dét at have børn, når man er kongelig.

– Alle børn vil gerne ligne hinanden, og han kommer til at skille sig ud. Jeg giver dem de gode, grundlæggende værdier og sørger for, at de er stolte af den, de er, og den pligt, han har, siger hun med henvisning til prins Christian, der den 14. januar indtager rollen som kronprins i en alder af 18 år.

Læs mere om: