Så anderledes bliver det for Mary: Drastiske ændringer!
Regeringens nye restriktioner i forbindelse med coronakrisen påvirker i høj grad kronprinsesse Marys besøg på Julemærkehjemmet Liljeborg i Roskilde mandag formiddag.
Som protektor for Julemærkefonden er hun til stede ved præsentationen af årets julemærke, der støtter de danske Julemærkehjem, hvor udsatte børn får hjælp.
Færre børn
Under det hyggelige julearrangement skulle kronprinsessen have mødt fire børn fra Julemærkehjem, der sidder og skriver et brev til deres tidligere jeg.
Men på grund af de nye restriktioner bliver det nu kun et Julemærkebarn, Benedicte Vinge på 15 år, som kronprinsessen møder og som vil læse sit brev højt for hende, mens hun får overrakt de andres breve.
De tre andre børn vil dog se den kongelige gæst ved ankomst og når hun tager afsted igen.
Optager tale
Derudover kommer næstformand i Julemærkefondens bestyrelse, tv-vært Anne Glad Wagner ikke til at deltage i arrangementet, men har i stedet båndet sin tale, så den bliver vist på videoskærm.
Anne Glad deltager dog i en efterfølgende mindre reception.
Også deltagelse fra pressen er kraftigt reduceret, så kun to medier vil overvære arrangementet.