Så meget har Mary tilfælles med sin nye hofdame
For kronprinsesse Mary bliver det helt sikkert en stor fornøjelse at arbejde sammen med Henriette Ellermann-Kingombe, der bliver hendes nye hofdame og privatsekretær.
For hvis man ser på den beskrivelse af Henriette, som kongehuset udsendte med en pressemeddelelse om hendes nye rolle, så har de to kvinder en del fællesinteresser.
Mange års erfaring
Henriette Ellermann-Kingombe, der fylder 51 år sidst i marts, har nemlig mange års erfaringer indenfor nogle af samfundets mest prestigefyldte ministerier som Udenrigsministeriet, hvor hun har været ansat i knap 20 år, samt i Folketinget og Statsministeriet, hvor hun blandt andet var ansat, mens Lars Løkke Rasmussen var statsminister.
Derfor vil hun helt sikkert nemt kunne føle sig hjemme ved kronprinsesse Marys side, når kronprinsessen møder fremtrædende repræsentanter af samfundet både i Danmark og i udlandet.
Samarbejde med FN
På det seneste har Henriette Ellermann-Kingombe, der er uddannet cand.scient.pol., arbejdet som kontorchef i Udenrigsministeriets kontor for Multilateralt Samarbejde og Politik, hvor hun har haft særligt ansvar for blandt andet Danmarks samarbejde med FN's organisationer.
Og netop de Forenede Nationer har kronprinsesse Mary igennem mange år haft et tæt samarbejde med.
Kronprinsessen har blandt andet flere gange deltaget i FN's årlige Generalforsamling i New York og så er hun meget aktiv som protektor for UNFPA – FN’s sundhedsorganisation.
Modtaget ridderkorset
Allerede inden Henriette blev ansat af kronprinsesse Mary var hun værdsat af kongehuset, idet hun den 1. januar 2020 var en af flere personer, der modtog ridderkorset af Dannebrogordenen.
Det skriver blandt andet Fyens Stiftstidende.