
Særlig detalje ved kongefamiliens juletræ: Har de mon fået ideen fra Søren Vester?

Julekuglerne blev fundet frem fra gemmerne, og juleknaset serveret i kongeligt porcelæn, da kongefamilien i weekenden pyntede årets juletræ på Amalienborg.
I en video postet på Instagram fik kongehusets mange følgere et indblik i, hvad der pryder kongefamiliens juletræ i de private gemakker i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg.

Sidste år bemærkede boligmagasinet BO BEDRE en helt særlig detalje ved kongefamiliens juletræ, som er gentaget i år: Der er nemlig snoet en lyskæde om stammen på det store juletræ, som står i Riddersalen.

Boligmagasinet bemærker, at det er et trick, der er nemt selv at gøre efter og spekulerer i, om det er noget, kongefamilien har luret i juleafsnittet af anden sæson af "Søren Vesters Have", hvor han netop viser, hvordan man kan vikle juletræets stamme ind i en lyskæde.
Dronning Mary har i år selv været med i et afsnit af "Søren Vesters Have", så det er da en oplagt tanke...
