
Særligt inviteret gæst fortæller om middag i palæet: Dronning Mary og kong Frederik bød på god mad

På en mild september-aften åbnede kongeparret dørene til Frederik VIII’S Palæ på Amalienborg.
I anledning af afslutningen på Kongeskibet Dannebrogs sejlsæson havde kong Frederik og dronning Mary inviteret til Strygemiddag, og blandt gæsterne var kongeskibet Dannebrogs mange officerer med jagtkaptajn Lars Jørgen Jensen i spidsen.
Kort før kl. 19.00 begyndte gæsterne at dukke op på Amalienborg Slotsplads, og officererne så godt ud i deres messeuniformer.

Frederik og Mary hyggesnakkede med gæsterne
Jagtkaptajnen fortalte lidt om, hvad Strygemiddagen og aftenen hos kongeparret byder på.
- Strygemiddagen er det, der afslutter vores togt, hvor Majestæten inviterer til arrangement, og det er ligesom takken for, at togtet er gået godt. Det afrunder alt det her officielle, og så sejler vi ellers mod Frederikshavn på torsdag for at begynde at rigge skibet af. Det bliver en hyggelig aften, hvor vi alle sammen kan nyde noget god mad og nogle gode snakke med kongeparret, og det glæder vi os rigtig meget til, sagde Lars Jørgen Jensen til BILLED-BLADETs udsendte, inden han trådte indenfor i palæet på Amalienborg.

