
Særligt øjeblik: Her får kronprinsesse Mary prinsesse Benediktes fulde opmærksomhed
Kronprinsesse Mary var særdeles veloplagt under besøget på Koldinghus mandag formiddag, hvor hun var i godt selskab med kronprins Frederik, prinsesse Benedikte og greveparret af Rosenborg.
Et af dagens højdepunkter var selvfølgelig rundvisningen i udstillingen "Mary og Kronprinsesserne", der markerer kronprinsessens 50-års fødselsdag lørdag den 5. februar.
Her fik kronprinsessen prinsesse Benediktes fulde opmærksomhed, da de sammen nærstuderede det ikoniske rubinsæt, der er gået i arv fra dronning Ingrid til kronprins Frederik og nu bliver benyttet af kronprinsessen til særligt festlige lejligheder.
Se kronprinsesse Mary fortælle passioneret om det pragtfulde smykkesæt til prinsesse Benedikte i videoen øverst i artiklen
Den nye særudstilling "Mary og Kronprinsesserne" tegner et portræt af kronprinsesse Mary og hendes fire forgængere i Glücksborg-slægten, prinsesserne Louise af Hessen-Kassel, Lovisa af Sverige-Norge, Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin og Ingrid af Sverige, der med tiden alle blev dronninger af Danmark.
Blandt dem er kronprinsesse Mary den eneste med en ikke-kongelig baggrund.
"Mary og Kronprinsesserne" kan opleves på Koldinghus fra den 1. februar 2022 til og med den 30. december 2022.
