Se billederne: Kongefamilien ankommer til juleaftensgudstjeneste i Vor Frue Kirke
Kort før kl. 16.30 ankom kongefamilien til Vor Frue Kirke i København, hvor de skal overvære juleaftensgudstjenesten.
Kong Frederik og dronning Mary havde alle deres børn med, og kronprins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine smilede og vinkede til de fremmødte, inden de gik ind i kirken.
Som for mange andre danskere er det en fast tradition for den kongelige familie at gå i kirke juleaften, inden det går løs med julemad og julegaver.
Men i år er der alligevel ændret lidt på traditionen!
Den kongelige familie plejer nemlig som oftest at holde jul på Marselisborg Slot, og derfor har det været i Aarhus Domkirke, at den kongelige familie har været til julegudstjeneste tidligere.
Men da kongefamilien i år fejrer juleaften på Amalienborg, er det nu i Vor Frue Kirke, at familien skal til juleaftensgudstjeneste.
Dronning Margrethe er også med til julefestlighederne på Amalienborg i aften, men hun var ikke med kongefamilien i kirke.
Hun overværede i stedet juleaftensgudstjenesten i Fredensborg Slotskirke tidligere på dagen.