3. jul. 2020
Af Marianne Singer

Se billederne: Så vilde er kronprinsfamilien med tennis

Kronprins Frederik begyndte tidligt med at spille tennis og har givet sin store interesse videre til resten af familien.

I en ny sommervideo fra Gråsten Slot kan man se prinsesse Josephine og prins Vincent på ni år spille tennis med stor begejstring.

"Min mands kærlighed til tennis er givet videre til alle." skriver kronprinsesse Mary til opslaget på kongehusets sociale medier.

Alle børnene spiller tennis

Kronprins Frederik har da også sørget for, at alle hans fire børn, prins Christian, 14, prinsesse Isabella, 13, og tvillingerne, prinsesse Josephine og prins Vincent på ni år, har fået tennisundervisning.

For kronprins Frederik begyndte interessen for tennis allerede i en tidlig alder.

Ven og træner

- Tennis er faktisk den sport, jeg har været mest vedholdende med gennem alle årene. Jeg var fem-seks år, da jeg for første gang fik en af de gamle træketsjere i hånden og fik klassisk undervisning i nogle svingteknikker, ⁣fortæller kronprins Frederik i bogen "Frederik, Kronprins af Danmark" fra 2008.

Da han som 15-årig kommer hjem fra kostskolen i Frankrig, bliver den unge læge og tidligere elitespiller Christian von Buchwald kronprins Frederik og prins Joachims faste tennistræner.

Det blev starten på et tæt venskab og mange års træning sammen.

Sammen har de blandt andet overværet den kendte engelske tennisturnering Wimbledon sammen.

Kongelig tradition

Der er en lang tradition for at spille tennis i kongefamilien.

Som drenge spillede Frederik og Joachim meget tennis med deres far, prins Henrik.

Og også dronning Ingrid var glad for at svinge ketsjeren.

Læs mere om: