28. jun. 2017
Af Marianne Singer

SE BILLEDERNE: Sej kronprins Frederik imponerer igen

Kronprins Frederik brugte søndagen på at svømme, cykle og løbe sig igennem Deloitte Øresund Triathlon i Skovhoved.

Vejret var ustadigt, og det kunne især mærkes under svømmedistancen, da kronprins Frederik begyndte sin sommerferie med at deltage i søndagens Deloitte Øresund Triathlon 2017 ved Skovshoved Havn.

Således måtte kronprins Frederik, ligesom de mange andre deltagere, kæmpe med mange bølger og hård strøm, da han svømmede den 1,9 kilometer lange distance, der til dels foregik på åbent hav.

Flot placering

Derefter ventede der actionprinsen 90 kilometer cykling og en krævende løbetur på 21,1 kilometer, før han kom i mål med en flot tid på fem timer, 16 minutter og 59 sekunder.

Det gav kronprins Frederik en fremragende 19. plads ud af 61 deltagere i sin aldersgruppe 45-49 år ved det populære triathlonstævne.

Deloitte Øresund Triathlon var i år arrangeret af Running26 i samarbejde med de tidligere arrangører.

Gennemførte ironman

Kronprins Frederik gennemførte også i 2014 samme triathlon med stor succes, og har tidligere imponeret med sin gode form ved Jels Triathlon i 2013.

I 2013 fik kronprins Frederik masser af opbakning fra kronprinsesse Mary og børnene, da han som den første kongelige gennemførte en ironman i København.

Læs mere om: