
Se kong Frederik og dronning Mary blive modtaget af den svenske kongefamilie
Det bliver kongeparrets første statsbesøg, når Deres Majestæter her til formiddag midt i Stockholm indleder et todages besøg i Sverige.
Kong Frederik og dronning Mary vil blive modtaget af kongeparret af Sverige og sammen deltage i en række besøg i den svenske hovedstad.

Kong Frederik og dronning Mary ankommer sejlende med chaluppen Vasaorden ledsaget af kronprinsesse Victoria og prins Daniel til Skeppsbron ved Kungliga Slottet i Stockholm, hvor kong Carl Gustaf og dronning Silvia tager imod.
Resten af dagen byder på højtidelig modtagelse på slottet samt på et spændende og tempofyldt program, og dagen afsluttes med gallamiddag på Kungliga Slottet Kl. 19.30.

Kongeparret går fra borde før gallamiddag
Vi sender live fra klokken 18.55 fra kajen ved kongeskibet Dannebrog, når dronning Mary og kong Frederik går fra borde og tager af sted til gallamiddagen på slottet, hvorfra vi kort efter klokken 19.30 byder på en perlerække af billeder her på billedbladet.dk.
I morgen er vi tilbage med mere live fra vores kongeparrets spændende dag med deres svenske værter i Stockholm.
Du kan blandt andet glæde dig til livetransmission tirsdag aften fra gæsternes ankomst til det danske returarrangement.
