3. mar. 2015
Af Lene Skriver Bak

Se kronprinsesse Mary på de skrå brædder

Kronprinsesse Mary som engel, dronning Margrethe i skønsang og prinsesse Marie som læge. Sådan kan det gå for sig, når de danske kongelige medvirker i Studenterrevyen – og nu kan vi få lov at se med. Billeder af de kongelige scenedebuter kan nemlig ses på udstilling for første gang

Både kronprinsesse Mary, dronningen, prinsgemalen, prins Joachim, kronprins Frederik og senest prinsesse Marie er medlemmer af foreningen Kongelig Mayestaits Acteurs, som står bag Studenterrevyen. Og som medlemmer har de også medvirket i en forestilling, det år, de blev optaget i foreningen.

Kronprinsesse Mary som engel

Kronprinsesse Mary blev optaget i 2008, hvor hun medvirkede i revyen ”Mig Først” som engel, der kommenterede en sms-afstemning om den tiltagende holdningsløshed, hvor ingen tør mene noget, før de ved, hvad andre mener.

Prinsesse Marie vidste tilsvarende mod, da hun som læge indtog scenen i revyen ”Zombie paa Sengekanten” i 2013.

- Det var fantastisk. De andre skuespillere var meget dygtigere end mig, men det var virkelig sjovt, sagde prinsesse Marie efter sin debut til BILLED-BLADET.

Dronningen øvede i hemmelighed

Dronning Margrethe blev optaget i 1960 og har flere gange optrådt i revyen, blandt andet med sangen ”Flade Jensen fra Fladen Strand” i 1977. Dengang gav dronningen udtryk for, at hun gerne ville give et nummer, hvis Erik Ryge, der var en af ankermændene i Konglige Mayestaits Acteurs, ville øve med hende uden prinsgemalens vidende. Erik Ryge blev ifølge foreningen smuglet ind på Amalienborg og resultatet blev en formidabel succes.

Prins Henrik stod parodiering igennem

Prins Henrik har været medlem siden 1974, hvor han blev optaget som ”Overordentlig Medlem Kategori Romer I”. Det er en titel, der gives til en, der som publikum overværer en forestilling, hvor han eller hun bliver parodieret, men ikke forlader salen i den anledning. Prinsgemalen blev parodieret som ”Prins Michelin”.

Året efter gik prinsgemalen selv til klaveret og spillede en polka.

Kronprinsesse Mary mere modig end sin mand

Mens kronprinsesse Mary stod alene på scenen med kostume og replikker og prinsesse Marie gjorde det efter hende, var deres mænd kronprins Frederik og prins Joachim langt mindre modige, da de blev optaget i 1990. De stod nemlig sammen på scenen i revyen ”Han ska’ leve”, som James og Adam Price stod bag.

Billeder fremvises til offentligheden

Selvom der ingen kongelige medvirkende er i årets Studenterrevy, kan man nyde de tidligere præstationer. Billeder af debuterne bliver nemlig udstillet hele marts måned i Kvarterhuset på Amager i København.

Den næste kongelige, der kan komme i ilden på de skrå brædder, er prins Joachims ældste søn, prins Nikolai, der kan optages i foreningen, når han fylder 18 år.

Læs mere om: