Seje kronprins Frederik: Højt til vejrs i Silkeborg
Silkeborg dannede på smukkeste vis rammen om Yeti Adventure Race med kronprins Frederik på deltagerlisten. Det ekstreme løb med discipliner som svømning, cykling, løb, skydning og rapelling fra Silkeborgs højeste bygning var et hit for både deltagere og de mange tilskuere, der fulgte de aktives strabadser.
Kronprinsen var på hold med to gode og seje kammerater, der lørdag formiddag efter at have løbet orienteringsløb på og ved Himmelbjerget blev sendt op i det 52 meter høje Silkeborghus for derefter at fire sig ned i et reb fra taget. Det var en vild omgang rapelling, som Frederik klarede i fin stil. Allerede fredag aften var der prolog på Adventure-ræset, og her blev kronprinsen & co. også udsat for lidt af hvert med det meste af Silkeborg som tilskuere. Der var blandt andet en heftig rafting-tur i gummibåd på listen over discipliner, som skulle gennemføres. Alle deltagerne blev bakket flot op af de mange tilskuere, og Frederik blev der bestemt heppet meget på. Kronprinsen var i fint humør, da han og holdkammeraterne var komet i mål. – Det var hårdt, men en god oplevelse, sagde Frederik med et kæmpesmil.