Skov-sjov med kronprinsen
"Hold fast", "pas på" og "godt gået" lød det omsorgsfuldt og opmuntrende fra kronprins Frederik, da han sammen med 9 glade børn fra en 4. klasse fra Afdeling Nyråd/Kulsbjerg skole indtog skoven lige ved siden af deres klasselokaler.
I forbindelse med åbningen af Naturens dag havde kronprinsen sagt ja til at deltage i en omgang skovparkour med børnene og viste undervejs flere gange sine pædagogiske evner med opmuntrende tilråb og en hjælpende hånd.
Skoven viste sig nemlig at være ret udfordrende for børnene, der bl.a. måtte igennem mudder og klatre op ad stejle skrænter - og så hjalp det selvfølgelig lidt at have en bomstærk Ironman ved side.
Åbningen af Naturens dag i Vordingborg var startskuddet på en uge fuld af aktiviteter ude i naturen for børn i hele landet - i år er temaet for den årligt tilbagevendende begivenhed "Vild med naturen", hvilket er arrangeret af Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet.