19. sep. 2022
Af Marie Krakau

Søstrene deltager: Derfor er prinsesse Benedikte ikke med til dronning Elizabeths begravelse

Dronning Anne-Marie, prinsesse Benedikte og dronning Margrethe.
Dronning Anne-Marie, prinsesse Benedikte og dronning Margrethe.
Foto: Jesper Sunesen
Prinsesse Benedikte deltager, i modsætning til hendes søstre, ikke i dronning Elizabeths begravelse.

Både dronning Margrethe og hendes lillesøster dronning Anne-Marie er gæster ved dronning Elizabeths begravelse i Westminster Abbey mandag.

Deres søster prinsesse Benedikte er derimod ikke til stede ved begravelsen, men befinder sig i Danmark.

Årsagen til dette skal findes i de egenskaber de deltager i begravelsen som.

Hvor dronning Margrethe deltager i sin egenskab af dronning af Danmark, har dronning Anne-Marie en stærk personlig tilknytning til dronning Elizabeth.

Tætte i London

Denne tilknytning blev særligt styrket, da dronning Elizabeth og prins Philip, der er af græsk afstamning, hjalp dronning Anne-Marie og kong Konstantin, da de flyttede til London efter at have levet i eksil i både Rom og København efter militærkuppet i Grækenland i 1967.

Dronning Elizabeth stod fadder, da Anne-Marie og Konstantins yngste datter, prinsesse Theodora, blev døbt i London i 1983.

Dronning Margrethe deltager i begravelsen, der finder sted kl. 12 dansk tid, sammen med sin søn kronprins Frederik.

Mens dronning Margrethe og kronprins Frederik er rejst uden for Danmarks grænser er prinsesse Benedikte rigsforstander.

Læs mere om: