Spændende år i vente for prins Christian
2021 bliver et helt specielt år for prins Christian og hans forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.
Prins Christian stopper nemlig til næste sommer som elev i folkeskolen Tranegårdskolen i Hellerup, der kun går op til 9. klasse.
Det er første gang, at et af Frederik og Marys børn afslutter et skoleforløb.
Får travlt med eksamener
Det betyder samtidig, at den 15-årige prins som 9.-klasses elev får travlt med afgangseksamener sidst på skoleåret.
Det kom hans far, kronprins Frederik, allerede ind på under den store presseseance i Schweiz i januar.
Giver mening
Pressemødet fandt sted på prins Christian og hans søskendes første skoledag på den internationale skole i Verbier, hvor de endte med at tilbringe knap tre måneder.
- Nu hvor Christian går i 8. klasse, ville det til næste år ikke være nemt at tage ham ud af klassen. Der er afgangseksamener, som man forbereder sig på. Det ville ikke give den samme mening, som det gør i år, så derfor er det fantastisk, at vi kan tage alle fire ud (af skolen, red.) i år og give dem de her 11½ uges oplevelse, lød det dengang glad fra kronprinsen.
Stadig uvist
Hvad der efter skoleafslutningen venter prins Christian er stadig uvist.
Han har selvfølgelig mulighed for at begynde på et gymnasium, men kan også vælge for eksempel at tage 10. klasse på en anden skole.
Forskellige veje
Hans fætter prins Nikolai tog 10. klasse på Herlufsholm Skole i Næstved efter at have afsluttet 9. klasse på Krebs´Skole.
Mens prins Felix går i 3. g på Gammel Hellerup Gymnasium og dermed nu nærmer sig studenterhuen med hastige skridt.
Skal konfirmeres
Men det er ikke kun i skolemæssig sammenhæng, at prins Christian kan se frem til en spændende tid.
Til næste år skal prins Christian efter planen endelig konfirmeres.
Corona kom i vejen
Oprindelig skulle prins Christians konfirmation have fundet sted i foråret 2020, men så brød coronasmitten løs.
Det betød, at både dronningens 80-års fejring samt den kongelige konfirmation måtte aflyses.
Håber på det bedste
Hvordan coronasituationen ser ud til næste år, er stadig uvist, men kronprinsparret håber på det bedste.
Over for BILLED-BLADET har kongehuset tidligere bekræftet, at deres søns konfirmation er udskudt til foråret 2021.
Gæster fra udlandet
Årsagen er, at kronprinsparret håber, at til den tid kan alle de udenlandske gæster deltage.
Kronprinsfamilien har mange familiemedlemmer og nære venner i udlandet.
Rund fejring
Som noget helt særligt kan prins Christian også se frem til en rund fejring i familien allerede i starten af 2021.
Det er hans yngste søskende, tvillingerne, prins Vincent og prinsesse Josephine, der den 8. januar fylder 10 år.
Dem er han meget tæt knyttet til og derfor vil han sammen med sine forældre og prinsesse Isabella helt sikkert sørge for at give dem den bedste dag, de kan ønske sig.
Prins Christian sammen med sine søskende på Skolernes motionsdag den 9. oktober: