5. jun. 2021
Af Ulrik Ulriksen

Spændende nyhed for Frederik: God ven tror på drømmen

Kronprins Frederik og Anders Holch Povlsen
Kronprins Frederik og Anders Holch Povlsen
Foto: Martin Høien
En af kronprins Frederiks gode venner har budt det danske fodboldmiljø på en vild nyhed. – Vi tror meget på drømmen, siger Anders Holch Povlsen.

Fra sidelinjen har kronprins Frederik sikkert ligesom mange andre fodboldfans fulgt med i en spændende nyhed fra det danske fodboldmiljø.

Frederiks gode ven, Anders Holch Povlsen, bød således på en ret vild nyhed op til denne weekend.

Kronprins Frederiks ven er ny storaktionær

Fredag eftermiddag blev Holch Povlsen præsenteret som ny storaktionær i den danske Superliga-klub FC Midtjylland.

Bestseller-ejeren Holch Povlsen køber sig ind i ejerkredsen gennem sit firma Heartland med en kapitalindsprøjtning på et trecifret millionbeløb, hvilket giver ham en ejerandel på hele 25 procent.

Han bliver dermed den næststørste aktionær efter den engelske ejer Matthew Benham, som fortsætter med at sidde på aktiemajoriteten, og som i øvrigt også ejer den engelske Premier League-fodboldklub Brentford.

Tror på drømmen

Anders Holch Povlsens investering på 125 millioner kr. skal blandt andet bruges til at opføre et nyt træningsanlæg til både superligatruppen og unge akademispillere, ligesom hovedtribunen på FC Midtjyllands hjemmebane, MCH Arena i Herning, skal udvides.

- Vi tror meget på drømmen, drivkraften og de menneskelige værdier, som også afspejler sig i vores tilgang til investeringer, siger Anders Holch Povlsen til FC Midtjyllands hjemmeside, og han fortsætter.

- Derfor er vi glade for at kunne være med til at skabe nogle nye gode rammer for mange af de unge mennesker, der med talent og vedholdenhed kan gå hen og blive rollemodeller - også for områdets børn og unge.

Det er ikke første gang, at Anders Holch Povlsen investerer i sportens verden.

Han har også økonomisk investeret i den tidligere Formel 1-kører Kevin Magnussens karriere.

Var med til Frederiks private fest

Kronprinsparret har gennem flere år haft et godt forhold til Anders Holch Povlsen og hans familie, og da kronprins Frederik holdt privat 50-års fest for et par år siden hjemme i baghaven ved Kancellihuset i Fredensborg for en sluttet kreds af nære venner, var Anders Holch Povlsen og hans kone Anne blandt gæsterne.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary var også gæster til Anders og Annes bryllup.

Anders Holch Povlsen har jævnligt været til fodbold på MCH Arena, hvor FC Midtjylland spiller hjemmekampe, og han er altid i godt selskab på tribunen.

Nikolaj Lie Kaas og Anders Holch Povlsen
Nikolaj Lie Kaas og Anders Holch Povlsen
Foto: Ritzau/Scanpix

Holch Povlsen har blandt andre haft Nikolaj Lie Kaas med til fodboldkamp i det midtjyske.

Måske skal kronprins Frederik også en tur forbi MCH Arena for at se FC Midtjylland sammen med Anders Holch Povlsen i den nye sæson, hvor den jyske klubs hårdeste konkurrenter til Superliga-guldet er FC København og Brøndby IF.

Læs mere om: