Spottede du den søde detalje: Prinsesse Benedikte tog fødselsdagsgave i brug
Fredag den 19. april blev prinsesse Benedikte fejret i anledning af sin 80-års fødselsdag senere på måneden.
Festen blev afholdt på Sølyst i Klampenborg, og den var arrangeret af Dressurens Venner og en række af prinsesse Benediktes ridesportsprotektioner.
Med til middagen var blandt andre ejerne af sadelvirksomheden Ingdams, Aff og Olof Ingdam-Lindgren. Og de havde en flot gave med til prinsessen – en speciallavet taske fra Ingdams Sadelhus i Loritello designs.
Den blå håndtaske er tydeligvis faldet i prinsesse Benediktes smag. For allerede få dage efter havde hun taget den i brug.
I forbindelse med markeringen af Sankt Annæ Pigekors 50-års jubilæum dukkede Benedikte nemlig op med tasken i hånden. Og den blå lædertaske kom virkelig til sin ret som smukt modspil til hendes mønstrede røde frakke.