Stærkt gået: Blodprop-ramte Birger imponerede Mary
Den 15. juni i år ændrede Birger Kjærbyes liv sig for altid.
Klokken 4.00 om morgenen skulle han på toilettet og begyndte at gå helt skævt.
Ramt af to blodpropper
Det viste sig at, at han var ramt af to blodpropper i hjernen, som han efterfølgende fik behandling for på hospitalet.
Torsdag mødte han kronprinsesse Mary, da hun var på besøg hos Hjernesagen i Taastrup for at være med til indvielsen af en ny StrokeLinie.
Her fortalte han hende sin historie og hun stillede mange interesserede spørgsmål undervejs.
Rørt og imponeret
Efterfølgende fortalte kronprinsesse Mary til pressen, hvor imponeret hun er over Birger, der i dag har flere eftervirkninger efter blodpropperne.
- Det er en helt særlig historie, som vi har hørt i dag. Og jeg blev meget rørt og imponeret over, at han havde det overskud fra dag ét til at tænke, hvordan kan jeg bruge det her og hvordan kan jeg formidle, hvad jeg går igennem til fordel for mange andre. Hans måde at gribe en situation an, der har ændret hans liv fuldstændigt, er imponerende og inspirerede. Og jeg håber, at hans historie kan være til inspiration for rigtig mange andre, sagde kronprinsesse Mary.
Birger Kjærbye, der ejer en cykelcafé ved Klampenborg station, medvirker i dokumentaren "Tilbage på sporet", der handler om kampen for et godt liv efter blodpropperne.