Statsminister Mette Frederiksen: Det viser Mary om Danmark
Det var en veloplagt statsminister Mette Frederiksen, der var med til modtage kronprinsesse Mary ved Dansk Industris store topmøde i Industriens Hus i København.
Og kemien så da også ud til at være helt i top, da de efterfølgende fulgtes ind i salen.
Bidrager stort
Forinden nåede Mette Frederiksen at svare på enkelte spørgsmål fra pressen.
Og hun blev blandt andet spurgt, hvad kronprinsesse Mary kan bidrage med ved at deltage i erhverslivets store årlige topmøde.
- Det at vi har en kronprinsesse, som også kommer til et topmøde i Dansk Industri, viser noget om, hvad vi kan i Danmark - at vi på kryds og tværs af virksomheder, inklusive lønmodtager, kongehus, det politiske på Christiansborg kan stå sammen om både danske værdier men også dansk eksport, der jo bare på sin helt egen unikke måde er fantastisk, lød svaret fra Mette Frederiksen.
Overrakte pris
Kronprinsesse Mary overrakte under topmødet DI Prisen 2020 til virksomheden Troldtekt for deres indsats inden for grøn omstilling.
Virksomhedslederne mødtes under topmødet for at lytte til blandt andet statsminister Mette Frederiksen, kronprinsesse Mary og formand for EU-kommissionen, Ursula von der Leyen, og drøfte og snakke om tidens aktuelle udfordringer som coronakrisen, klimaudfordringer og hvordan vi får genstartet Danmark under overskriften "Danmark tilbage til fremtiden".