29. apr. 2022
Af Christinna Braun

Tennistræner, hofdame og en nær veninde: Hvem er prinsesse Isabellas faddere?

Prinsesse Isabellas seks faddere er nære venner af kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Det var en dejlig sommerdag, da kronprins Frederik og kronprinsesse Marys lille datter blev døbt og fik sine fire navne i Fredensborg Slotskirke.

Den 1. juli 2007 kunne det stolte forældrepar afsløre ved dåben, at den lille prinsesses navne var Isabella Henrietta Ingrid Margrethe.

Omkring 130 mennesker var inviteret med til dåben i Fredensborg Slotskirke, og efterfølgende var de nærmeste familie og venner inviteret til dåbsmiddag og fest hjemme i Kancellihuset, hvor kronprinsfamilien boede dengang.

Seks glade og stolte faddere var valgt til dagen, og de består af både venner og familie til kronprinsparret. En af dem var ligefrem kronprinsens tennistræner!

Læs mere om prinsesse Isabellas seks faddere herunder. Se billederne af dem alle i galleriet over artiklen.

Dr. Nadine Johnston

Nadine Johnston er kronprinsessens nære veninde fra Australien. Nadine ankom til prinsesse Isabellas barnedåb i 2007 med sin mand Dominic Hodgson. De arbejder begge som forskere på British Antarctic Survey, hvor Nadine er forsker i havets økosystem.

Se billederne af prinsesse Isabellas faddere i galleriet over artiklen.

Christian von Buchwald

Christian von Buchwald og hustruen Elisabeth er en del af kronprinsparrets tætte vennekreds. Da kronprins Frederik som 15-årig kom hjem fra kostskole i Frankrig, fik han den unge læge og tidligere elitespiller Christian von Buchwald som tennistræner. I dag er Christian overlæge på Rigshospitalet, hvor han er professor i øre-næse-halskirurgi. Hustruen Elisabeth har været ansat ved kongehuset siden 2007, hvor hun først var kurator og nu er hofinventarinspektør.

Peter Heering

Peter Heering er søn af dronning Margrethes nære veninde Susanne Heering. Han er barndomsven med kronprinsen, som han også læste med på Harvard University. Hustruen Caroline var kronprinsesse Marys hofdame fra 2006-2014, i dag er hun en del af bestyrelsen i Mary Fonden. Caroline var fadder, da prins Vincent blev døbt i 2011.

Se billederne af prinsesse Isabellas faddere i galleriet over artiklen.

Marie Louise ”Malou” Skeel

Malou og Jørgen Skeel bor sammen på Birkelse Gods ved Aalborg, som også var det første sted, kronprinsesse Mary besøgte, da hun kom til Danmark i 2001. Mary Donaldson, som kronprinsessen hed dengang, blev hjulpet over den tyske grænse af kronprinsens ven Jeppe Handwerk, og sammen kørte Frederik og Mary til nytårsfest hos Skeel-familien på godset. Malou Skeel er i dag politiker og er medlem af Venstre i Jammerbugt Kommune, hvor hun sidder i Økonomi- og Beskæftigelsesudvalget. Skeel-familien og kronprinsfamilien tager ofte på ferier sammen.

Prinsesse Alexia

Prinsesse Alexia er ældste barn af dronning Anne-Marie og kong Konstantin og dermed kronprins Frederiks kusine. Da dronning Margrethes, dronning Anne-Maries og prinsesse Benediktes børn var små, gjorde dronning Ingrid en dyd ud af at samle børnebørnene. Det har gjort, at de stadig den dag i dag har et godt og stærkt bånd til hinanden. Prinsesse Alexia blev gift med Carlos Morales Quintana i 1999, og de har sammen børnene Arrietta, 20, Ana Maria, 18, Carlos, 16, og Amelia på 14. Familien bor på den spanske ø Lanzarote.

Dronning Mathilde

Dronning Mathilde af Belgien var kronprinsesse, da hun stod fadder til prinsesse Isabella i 2007. Hendes mand, kong Philippe, har kendt kronprins Frederik hele livet, og relationen mellem dronning Margrethe og Mathildes svigerforældre, kong Albert og dronning Paola, har altid været varm og god.

Se billederne af prinsesse Isabellas faddere i galleriet over artiklen.

Læs mere om: