26. sep. 2023
Af Ulrik Ulriksen

Tidlig 18-års champagnefest: Sådan fejres prins Christian et helt særligt sted på Amalienborg

Prins Christian
Prins Christian
Foto: Martin Høien
Der er gang i opladningen til prins Christians 18-års fødselsdag den 15. oktober. Allerede to uger før 18-års festen varmes der op til prins Christians store dag med champagnehygge i Christians VIII's Palæ på Amalienborg.

Prins Christians 18-års fødselsdag 15. oktober er en af de helt store mærkedage i kongehuset, og dagen fejres i København med både balkonscene på Amalienborg og gallataffel på Christiansborg Slot.

Allerede den 1. oktober er der dog gang i fødselsdagsfesten et helt særligt sted på Amalienborg med både bobler, chokolade og foredrag.

Amalienborgmuseet i Christian VIII's Palæ fejrer således søndag 1. oktober fra 14.30-16.00, at prins Christian fylder 18 år, og i den forbindelse serveres der altså champagne og chokolade.

Fokus på prins Christians og kronprinsens 18-års dag

Museumsinspektør Jesper Munk Andersen fra Kongernes Samling vil ved dagens fejring af prins Christian holde foredrag i Havesalen i Christians VIII's Palæ og indføre publikum i historien bag en tronfølgers myndighedsalder.

Der vil være fokus på, hvordan kongehuset gennem historien har fejret dagen, når prins Christians forfædre har opnået myndighedsalder.

Med kongehusets udmelding omkring fejringen af prins Christian er der både tradition og fornyelse at spore, og det vil i fødselsdagsforedraget på Amalienborgmuseet blive sat i et historisk perspektiv gennem nedslag fra kronprins Frederiks fejring i 1986 til Christian 4.s kroning som konge, da han opnåede myndighedsalder i 1596.

Den 5. oktober vil der være et lignende festligt ”prins Christian 18 år”-arrangement på Koldinghus, og her er der selvfølgelig også bobler i langstilkede glas til alle gæster.

Læs mere om: