TILLYKKE: I dag bliver prins Felix konfirmeret
I længere tid har der været fuld fart på forberedelserne, og den kongelige familie har set frem til den 1. april. I dag er nemlig dagen, hvor prins Felix lader sig konfirmere.
Og ifølge vejrudsigten kan prins Felix se frem til en dejlig dag i strålende solskin. Han vil dagen igennem være omgivet af sin tætteste familie, af nogle eller af alle sine faddere. Og ikke mindst af nære venner.
Modsat skolekammeraterne fra Krebs' Skole bliver prins Felix den eneste konfirmand i kirken, når gæsterne sidder bænket i Fredensborg Slotskirke kl. 11.00. Kongelige medlemmer deltager i mange tilfælde i konfirmationsforberedelserne, men konfirmeres alene i Fredensborg. Prins Felix er også den første fra sin klasse, som bliver konfirmeret.
Frokost på Amalienborg
Omkring 45 minutter senere har kongelig konfessionarius Erik Norman Svendsen ført Felix og de indbudte gæster sikkert igennem den kirkelige handling, og ca. kl. 11.45 kommer den nyslåede konfirmand til syne. På trappen foran slotskirken vil prinsen være omgivet af sine to stolte forældre, prins Joachim og grevinde Alexandra.
Efter en kort foto-seance går turen til Amalienborg, hvor farmor og farfar - dronning Margrethe og prins Henrik - vil være værter for en frokost for de nærmeste. Da prins Nikolai blev konfirmeret i 2013 blev frokosten holdt på Fredensborg Slot. Men da regentparret endnu ikke er flyttet ind på Fredensborg, har de altså valgt at holde frokosten på Amalienborg.
BILLED-BLADET sender direkte TV
Den kongelige familie har ønsket, at selve den kirkelige handling er privat, men BILLED-BLADET er på pletten, når hele familien samles foran kirken efter konfirmationen.
Vi sender direkte TV fra Fredensborg Slot med start kl. 11.30. Det sker på BILLED-BLADETs side på Facebook, og udsendelsen bliver senere lagt op på BILLED-BLADET.dk.
Glæd dig også til BILLED-BLADET torsdag den 6. april, hvor vi har alt fra prins Felix's konfirmation.