TILLYKKE: Kronprinsesse Mary fylder 45 år
Der har været gang i den i den forgangne uge for kronprinsesse Mary, som har budt på en lang række officielle begivenheder.
Denne søndag byder i helt privat regi på endnu en vigtig begivenhed. Mary fylder nemlig 45 år, og det bliver naturligvis fejret og markeret af familien.
Stramt ugeprogram for kronprinsesse Mary
Kronprinsessen har i ugen op til fødselsdagen haft meget travlt med begivenheder i forbindelse med Københavns modeuge og med pris- og hædersfester.
Der har såmænd også været plads til at presse deltagelse i en konference ind i det travle ugeprogram. Lørdag aften var kronprinsessen fx til Kræftens Bekæmpelses store arrangement i anledning af World Cancer Day.
Kronprinsesse Mary puster ud
Denne søndag bliver der heldigvis mulighed for at puste lys ud på fødselsdagslagkagen.
Kronprinsesse Mary plejer at fejre sin fødselsdag sammen med sin mand kronprins Frederik og deres fire børn prins Christian, 11, prinsesse Isabella, 9, prinsesse Josephine og prins Vincent, 6.
Også regentparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt flere af kronprinsparrets nære venner plejer at kigge forbi til lidt hygge i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg på Marys store dag.
BILLED-BLADET ønsker kronprinsesse Mary hjertelig tillykke med den halvrunde fødselsdag.