Tillykke med fødselsdagen til lille prins Henrik
Prins Joachim og prinsesse Maries første fælles barn, prins Henrik Carl Joachim Alain, fylder tre år fredag den 4. maj, og det skal naturligvis fejres på Schackenborg.
Selv om prins Henrik nu fylder tre år og er blevet storebror, er han stadig ikke for stor til at sidde i klapvogn, blive båret og i det hele taget have lov at gøre opmærksom på sig selv, når han synes, at lillesøster stjæler billedet eller for meget af far og mors tid.
Da den lille prinsesse kom til verden i januar, gjorde prinseparret meget for, at prins Henrik følte det som noget specielt, og ikke mindst takket være opmærksomhed og gaver også fra prins Nikolai og prins Felix, blev lillesøsters fødsel noget helt særligt og dejligt - også for prins Henrik.
Men heldigvis er der ikke noget af den velkendte søskende-jalousi på slottet i Sønderjylland.
- Han er en rigtig god dreng. Så sød og glad, siger Marie, og tilføjer til BILLED-BLADET få dage inden lilleprinsens fødselsdag.
- Der er slet ingen jalousi overhovedet. Det går så fint, siger prinsessen.
Fredag er det Henriks dag og den lille prins vil helt sikkert blive fejret med lagkage, tre lys, fødselsdagssang og masser af gaver.