TILLYKKE: Prins Richard fylder rundt
I dag er det 80 år siden, at prins Richard zu Sayn-Wittgenstein-Berleburg blev født – og han er ikke den eneste i den nærmeste familie, der i år er fyldt rundt.
Hans hustru, prinsesse Benedikte, kunne således den 29. april i år fejre sin 70-års fødselsdag, og prins Henrik fyldte 80 år den 11. juni.
Prins Richard og prinsesse Benedikte blev forlovet i marts 1967, og som den sidste af kong Frederik og dronning Ingrids tre døtre blev prinsesse Benedikte gift med sin tyske prins den 3. februar 1968 i Fredensborg Slotskirke. Efterfølgende var der en storslået fest på Fredensborg Slot i Kuppelsalen, hvor gæsterne blandt andet blev budt på østers, hummersuppe, unge vildsvin og hindbæris.
Prins Richards 80-års fødselsdag er dog ikke en dag, der vil blive fejret i samme målestok som brylluppet eller prinsesse Benediktes 70-års fødselsdag.
Prins Richard har sagt nemlig frabedt sig enhver form for fest i anledning af 80-års fødselsdagen, men det er heldigvis ikke helbredet, der har fået prinsen til at takke nej til festivitas.
Prinsen har indenfor de senere år været ramt af hudkræft og kræft i lysken, men begge dele er for længst overstået.
Prins Richard vil fejre sin fødselsdag så stille og roligt som muligt sammen med den nærmeste familie.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med fødselsdagen.