Tillykke til prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann
I dag for tre år siden blev den dengang 36-årige prinsesse Nathalie, der er prinsesse Benedikte og prins Richards yngste datter, og den 33-årige Alexander Johannsmann gift i Berleburg.
Det var dog ikke parrets første bryllup, for de blev allerede borgerligt viet den 27. maj 2010, kort før deres søn Konstantin kom til verden den 24. juli 2010.
Året efter blev parret således igen viet, denne gang ved en kirkelig ceremoni, og prinsesse Nathalie var her klædt i en elegant brudekjole designet af Henrik Hviid.
Da hun skulle af sted til kirken, glemte hun brudebuketten på Berleburg Slot, og der blev straks sendt en vogn tilbage til slottet efter buketten.
På trods af den lille forsinkelse havde prinsesse Nathalie og Alexander Johannsmann en dejlig bryllupsdag, der blev fejret i et telt i parken ved slottet.
BILLED-BLADET ønsker stort tillykke med dagen!