
Tre personer følger Mary rundt i hele verden: Her dronningens stærke hold

Når dronning Mary enten alene eller sammen med kong Frederik rejser rundt i verden på kongelige opgaver, har hun et lille, men stærkt og trygt hold med sig til at tage sig af diverse opgaver.
De tre personer, som er allernærmest dronningen, er hendes faste frisør og makeupartist, Kasper Astrup Bang-Bötel, hendes personlige assistent, Anja Camilla Alajdi, samt hendes privatsekretær, Henriette Ellermann-Kingombe.
Læs mere om dronning Marys stærke trio herunder.
Frisør og makeupartist Kasper Astrup Bang-Bötel
Kasper Astrup Bang-Bötel overtog rollen som dronning Marys frisør, efter Søren Hedegaard stoppede i forbindelse med tronskiftet. Kasper har bl.a. fulgt dronning Mary til statsbesøgene i Sverige og Norge. Kasper Astrup har tidligere sat håret på Mette Sommer og Julie Kriegler i første sæson af "Bachelorette", og særligt Julie har delt billeder af og rosende om frisøren og make up-artisten. Kasper har også flere gange arbejdet sammen med fotograf Franne Voigt, der har taget mange billeder af kongeparret gennem tiden, til Alt for damerne.
Dronning Marys stærke trio
Personlig assistent Anja Camilla Alajdi
Anja Camilla Alajdi, 52, har arbejdet som dronning Marys stylist og personlige assistent siden tiden omkring kongeparrets forlovelse i 2003. Anja Camilla stiftede i 2005 smykkefirmaet Dulong Fine Jewelry sammen med Marianne Dulong, hvis smykker dronning Mary ofte ses med. På kong Frederiks fødselsdag i år modtog Anja Camilla Den Kongelige belønningsmedalje med krone. Hun har bl.a. været med i første sæson af DR-programmet ”Danmarks næste modedesigner”, hvor hun sammen med Søren Le Schmidt, der står bag flere af dronningens kjoler, var dommer.
Anja Camilla fulgte bl.a. dronning Mary i Rom, da hun deltog i Pave Leos indsættelse i 2025. Anja Camilla rejser ellers primært med dronningen i Danmark.

Privatsekretær Henriette Ellermann-Kingombe
Både kongen og dronningen har en privatsekretær, som hjælper dem med alle slags opgaver. Siden 2021 har Henriette Ellermann-Kingombe, 54, været Marys privatsekretær, og før det havde hun arbejdet mange år i Udenrigsministeriet. Senest som kontorchef i Udenrigsministeriets kontor for Multilateralt Samarbejde og Politik, hvor hun havde ansvar for blandt andet Danmarks samarbejde med FN’s organisationer. Hvor Henriette og Marys forhold er forholdsvis nyt, strækker kong Frederiks venskab med sin privatsekretær, 53-årige Morten Roland Hansen, sig helt tilbage til studietiden, hvor de begge læste statskundskab på Århus Universitet. Morten Roland Hansen blev ansat af kongen i 2008, og han kom fra en stilling i Folketinget, hvor han i en årrække havde været sekretær for Udenrigspolitisk Nævn. Begge to hører under kongeparrets sekretariat, der koordinerer og tilrettelægger kongeparrets kalender samt rådgiver kongeparret om strategi og prioriteringer.
