
Tredje gang på et halvt år: Dronning Mary funklede med grevinde Danners 165 år gamle smykker
For tredje gang siden november sidste år bar dronning Mary onsdag dele af grevinde Danners flotte og kostbare smykkesæt.
Det var i forbindelse med åbningen af udstillingen ”Danner af Danmark” om netop grevinde Danner på Frederiksborg Slot, at dronningen valgte at ære grevinden ved at bære grevindens funklende øreringe.


Første gang dronningen bar dele af smykkesættet var ved indvielsen af det nye monument for grevinde Danner i København i november 2024, hvor hun viste sig med grevindens broche, og anden gang var ved kongeparrets statsbesøg i Finland i marts, hvor hun bar øreringene og brochen ved gallamiddagen.


Øreringene stammer fra grevinde Danners smykkesæt, der er mere end 165 år gammelt og var en gave fra daværende Frederik 7. til sin højt elskede hustru, lensgrevinde Louise Danner.
Det fine smykkesæt består af collier (halskæde), øreringe, et sæt brocher og to identiske armringe, udført i guld og besat med citriner, ametyster, perler og diamanter.

Kunstneren bag sættet, hofjuveler J. Diderichsen, hentede i formgivning inspiration fra såvel den nordiske oldtid, som fransk rokoko i de elegant svungne monteringer, hvori de dråbeformede gullige citrinsten er sat.
Ifølge Den Kongelige Samling besluttede grevinde Danner, fordi ægteparret ikke efterlod sig arvinger, at testamentere sin efterladte formue til velgørenhed, og hendes store smykkesamling blev bortauktioneret efter hendes død i marts 1874.
Deriblandt også smykkesættet, der blev solgt til en familie i Skåne.
Her gik smykkesættet i arv gennem generationer, inden det i 1982 kom på auktion i Stockholm, hvor det lykkedes Den Kongelige Samling at erhverve sættet med økonomisk støtte fra Ny Carlsbergfondet.
Siden da har det smukke sæt været udstillet i Skatkammeret under Rosenborg Slot, indtil nu, hvor dronningen har taget dele af sættet i brug.