
Var et kæmpe hit sidste år: Gentager prinsesse Marie succesen?

Prinsesse Marie har for nylig spredt glæde omkring sig på et par officielle opgaver i Danmark.
Til daglig bor prinsessen med prins Joachim og parrets børn Athena og Henrik i Washington D.C. i USA, hvor prins Joachim arbejder som forsvarsindustriattaché.
Det var især skønt at se Marie forleden sammen med komtesse Athena, 13, og grev Henrik, 16 år, til madfestivalen Copenhagen Cooking i Kødbyen i København.
Sidste år var prinsesse Marie også i fokus sammen med Athena og Henrik, da hun som protektor deltog i åbningen af Tønder festival.
Marie var et kæmpe hit, da hun gik på scenen og holdt en god tale foran det store festivalpublikum.

Prinsesse Marie og børnene var et hit
Nu håber mange på, at prinsesse Marie gentager succesen fra sidste år og dukker op på Tønder Festival 2025, der indledes den 27. august, og gerne sammen med børnene igen.
I forbindelse med besøget på Tønder Festival i august 2024 boede prinsesse Marie og Athena og Henrik i øvrigt på Schackenborg Slot.

