Veloplagt kronprins Frederik før kamp: Jeg tror på sejr!
Det var en veloplagt kronprins Frederik fuld af optimisme og tro på en dansk sejr, der blev interviewet af DR onsdag aften, inden EM-semifinalen mellem Danmark og England.
Her roste han landstræner Kasper Hjulmand og hans stærke hold for deres spillestil og kommenterede også på den passion og entusiasme, de danske fans har udvist siden starten af EM-slutrunden.
Kan vinde
- Som en af dem, der husker tilbage til 1984, da vores eventyr rigtig startede i interntional sammenhæng og 86' selvfølgelig, og også i 90'erne. Der har jeg aldrig set så mange dannebrogsflag hænge ud af vinduerne og så stor en spontan glæde og stolthed over det, vi gør nu og det, drengene gør nu, lød det glad fra kronprinsen til DR.
Derefter blev han spurgt, hvad han tænker om Danmarks muligheder for at vinde mod englænderne.
- Vi har jo et hold, som har bevist, at de stoler på hinanden, de spiller på hinanden, de har haft rigtig mange forskellige målscorere til dato. Jeg tror faktisk, at de godt kan "outsmarte" englænderne, for at bruge et engelsk udtryk, sagde kronprins Frederik, der dermed understregede, at han tror på, at en dansk sejr er mulig.