Victoria og Daniel: Denne kongelige person førte dem sammen
Da kronprinsesse Victoria omkring 2002 gerne ville i form og finde et sted at træne, mødte hun som bekendt Daniel Westling, der blev hendes personlige træner og senere ægtemand.
Nu viser det sig, at Victorias lillesøster prinsesse Madeleine faktisk havde en finger med i spillet omkring det første og afgørende møde.
Det skriver Svensk Damtidning.
Det er ugebladets chefredaktør Johan T. Lindwall, der i en bog med titlen "Victoria: Prinsessa och mamma", kan fortælle, at det faktisk var prinsesse Madeleine, der anbefalede sin søster at begynde at træne i fitnesscentret Master Training, som daværende Daniel Westling var indehaver af, og som dermed førte de to sammen.
Syv år senere blev de forlovet, og den 19. juni 2010 gav de hinanden deres ja ved et rørende bryllup i Stockholm.
Senere fik de børnene prinsesse Estelle, nu 8 år, og prins Oscar, nu 4 år.