VIDEO: Bevæget prinsesse Marie på krisecenter
Prinsesse Marie har et tæt pakket program på sin fire dage lange rejse til Cambodja med Folkekirkens Nødhjælp, som hun er protektor for. Prinsessen er i landet for med egne øjne at se projekterne og allerede det første sted, et krisecenter for voldsramte og voldtagne kvinder, blev prinsessen dybt berørt.
Marie gav sig nemlig god tid på centret, hvor hun blev sat ind i dagligdagen, ligesom hun fik en lang og meget personlig snak med to kvinder, der har søgt hjælp på centret sammen med deres børn.
- Deres personlige historier har været ret chokerende. Men Folkekirkens Nødhjælp til Cambodian Women Crisis Center hjælper disse kvinder, og det er så vigtigt, for de skal tilbage til et værdigt og selvstændigt liv. det er et fantastisk center, sagde prinsesse Marie, der, overalt hvor hun kommer frem, viser, hvor god hun er til at komme i tæt kontakt med alt og alle.
Prinsessens ligefremme natur og hendes store indlevelse, kærlig og oprigtig omsorg gør, at alle føler sig trygge i hendes selskab og hun får hurtigt alle til at glemme al nervøsitet i hendes selskab.