31. okt. 2014
Af af Ulrik Ulriksen

VIDEO: Kronprins Frederik i spændende duel med Joachim

Kronprins Frederik prøver kræfter med kuglestød
Kronprins Frederik prøver kræfter med kuglestød
Det var en toptændt Kronprins Frederik, som var med til at fyre startskuddet af til projektet Idræt for Alle i Roskilde.

I forbindelse med sportsarrangementet blev Frederik udfordret til kuglestødsduel af OL-medaljevinderen Joachim B. Olsen.

Kronprins Frederik var dagens mand i Roskilde, da bredde-idrætsprojektet Idræt For Alle blev sat i gang med en stor event, der bød på masser af bevægelse, musik og god underholdning. 350 skoleelever, deres lærere, repræsentanter fra DGI, tidligere kuglestøder og OL-sølvmedaljevinder Joachim B. Olsen, borgmester Joy Mogensen og dagens konferencier Adonis Gomez var sammen med kronprinsen med til at sætte fuld fart på i idrætsområdet i udkanten af Roskilde.

Dagens højdepunkt var uden tvivl, da kuglestødskongen Joachim udfordrede kronprins Frederik og et par friske unge elever til en dyst udi kuglestødets klassiske kunst. Med borgmester Joy Mogensen som dommer. Det kongelige hold bestående af Frederik og en skolepige og en skoledreng vandt med få centimeter den både festlige men også dramatiske kuglestødsduel over Joachim B. Olsen, så kronprinsen og hans kammerater fik en guldmedalje af borgmesteren.

Anledningen til hele det fornemme arrangement med den royale æresgæst på plads som prikken over i’et var, at Roskilde er udvalgt til Idræt for Alle-breddeidrætskommune af Kulturministeriet. Projektet er økonomisk støttet af Nordea-Fonden.

Projektet løber frem til 2016, hvor Absalons Skole og Hedegårdens Skole i samarbejde med lokale foreninger er med til at udvikle metoder til inddragelse af foreningsidræt i folkeskolen. Eleverne deltager i 4 bevægelsesforløb årligt, lærere opkvalificeres og får inspiration til at integrere bevægelse i undervisningen og udvalgte 6. klasses elever gennemgår DGI’s trænerspire forløb med blandt andet praktik i lokale foreninger.

- Det er et supergodt initiativ, og det har været sjovt her i dag med en masse veloplagte børn, sagde kronprinsen på vej hjem efter en sjov eftermiddag i domkirkebyen

Se videoen fra kronprinsens duel mod Danmarks bedste kuglestøder gennem tiderne, og hør Frederiks veloplagte kommentarer om dagens oplevelser i Roskilde.

Læs mere om: