10. okt. 2014
Af af Marianne Singer

VIDEO: Kronprinsesse Mary satte fut i skoleeleverne

Skoleeleverne fra Arenaskolen i Greve var ellevilde med at få besøg af kronprinsesse Mary, der skød deres motionsdag i gang.

- Mary! Mary! Mary!, lød det jublende fra de knap 300 elever fra Arenaskolen i Greve, da kronprinsesse Mary fredag formiddag kom på besøg.

Anledningen til det fornemme visit var fejringen af folkeskolens 200 års jubilæum, der denne dag faldt sammen med Skolernes Motionsdag. Det tog da heller ikke mange minutter før kronprinsesse Mary stod klar til at skyde det tre kilometer lange løb af sted.

De næste minutter strømmede masser af aktive børn af sted, mens kronprinsesse Mary heppede, vinkede og sendte søde luftkys tilbage til to små royale fans.

Omkring en halv time efter tog kronprinsessen igen imod med forfriskninger og så til, da der blev sendt flere hundrede balloner op i luften.

Efterfølgende overrakte undervisningsminister Christine Antorini (S) et DGI-certifikat til skolens stolte elever i forbindelse med, at Arenaskolen nu officielt har fået en idrætsprofil.

Det var dog endnu ikke helt slut med motionen - tværtimod fortsatte programmet med gammeldags gymnastik, samtidig med at en elev stod med sommerfugle i maven over for første gang at skulle holde tale – med kronprinsessen blandt tilhørerne.

Men det behøvede Summer Babai slet ikke, for hun klarede det rigtig flot og var dermed med til at give arrangementet en fin afslutning.

Læs mere om: