20. sep. 2014
Af af Marianne Singer i Toronto

VIDEO: Kronprinsparret sluttede af med en western

Efter et tætpakket program på den sidste dag af kronprins Frederik og kronprinsesse Marys besøg i Canada, nød de kongelige en tur i biografen sammen med VIP’er og erhvervsfolk.

Morgenen startede muntert for kronprinsesse Mary, da hun på den tredje og sidste dag af kronprinsparrets officielle besøg i Canada stod i køkkenet med den dansk-engelske mesterkok Paul Cunningham.

Hans kække bemærkninger fik hurtigt Mary til at slappe af i showkøkkenet, der befandt sig i det kendte varehus Hudson Bay, hvor kronprinsparret var på besøg for at være med til at promovere danske varer.

Senere på dagen lyttede en rørt Mary sammen med Frederik til flotte taler af tiårige Owen McGonical og hans mor Angel. Owen er vild med hockey og med til at vise, hvordan en danskproduceret hockeykørestol fungerer.

Efter forskellige seminarer og sammenkomster sluttede det flittige par aftenen på den røde løber i biografen TIFF Bell Lightbox, hvor en velklædt Frederik og en elegant Mary skulle se den danske western The Salvation.

Instruktøren af filmen Kristian Levring og producer Sisse Graum Jørgensen hilste hjerteligt på kronprinsparret, inden de sammen gik ind i biografen for at se filmen.

Læs mere om: