15. nov. 2014
Af af BILLED-BLADETs Trine Larsen i Laos

VIDEO: Prins Joachim sejler på Nam Ou

Der ventede prins Joachim og delegationen fra CARE Danmark endnu en begivenhedsrig og strabadserende dag i Laos.

Morgendisen var endnu ikke forsvundet over Nam Ou floden, da prins Joachim efter fire-fem timers søvn her til morgen kl. 7 gik om bord i en lang, lavtliggende flodpram for at sejle ned mod byen Luang Prabang i Laos, hvor prinsen nu har været i seks dage som protektor for CARE Danmark.

Uden fine fornemmelser eller kongelig særbehandling steg prinsen om bord efter at være gået gennem den endnu sovende by ned til floden slæbende på sin egen bagage.

Spændende sejltur

Sejlturen på næsten fire timer i en flodpram med en larmende motor skulle give prinsen et indtryk af de forhold befolkningen langs floden i Laos lever under, når de bor tæt på en flod, som går over sine bredder, tørrer ud eller bliver stoppet i sit løb på grund af inddæmninger, der skal skabe strøm til befolkningen i Laos og bruges som eksport til de omkringliggende lande som f.eks. Thailand.

Floden, der begynder i Kina, løber gennem Laos og ender som Mekong-floden i Thailand, var en spektakulær oplevelse for prins Joachim, der nød den spændende tur og de mange sanseindtryk.

Med bølgerne skvulpede i ansigtet sad prins Joachim forrest i båden og nød et par kopper medbragt Nescafé, mens morgenmaden bestod af noget, der lignede chokolade-kiks. Prinsen tog alt sammen med godt humør, sjove bemærkninger og masser af overskud, trods manglende søvn og et par strabadserende dage bag sig.

Spartansk levevis

Undervejs blev der tilmed gjort et stop, så BILLED-BLADET kunne tage billeder ved flodbredden, hvor prinsen så landbruget på de uvejsomme flodbredder, såvel som vandbøfler, grise og køer, og fra båden kunne han følge befolkningens spartanske liv langs floden.

I faldefærdige siv, bambus og træhytter lå små landsbyer med stor spredning langs bredden, hvor faunaen ændrede sig kolossalt med strandlignende banker på den ene side og stejle, tilgroede bjerge og jungle på den anden.

Efter at have sejlet i næsten fire timer ventede der prins Joachim og delegationen fra CARE Danmark en køretur på tre timer ad bombede veje, inden ankomsten til Luang Praband.

Læs mere om: