VIDEO Prinsesse Marie kæmper for aids-syge børn
Verden står stadig overfor massive problemer, når det handler om bekæmpelse af HIV og aids i den tredje verden.
Derfor var prinsesse Marie endnu engang trukket i arbejdstøjet, da der i Øksnehallen i København torsdag aften åbnede en fotoudstilling, som netop belyser dette område.
Udstillingen er kommet i stand som et samarbejde mellem blandt andre Læger Uden Grænser og AIDS Fondet, som har sørget for at få udstillingen til Danmark - og den skildrer hiv-smittede i lande, hvor adgangen til den livgivende medicin ikke er så tilgængelig, som den er i Danmark.
Prinsesse Marie holdt åbningstalen og pointerede, hvor vigtigt der er, at vi som et af verdens rigeste lande, yder vores til en bedre verden for mindre bemidlede.
Tænker specielt på børnene
Udstillingen viser på barsk, men også på smuk vis, hvor meget det hjælper, hvis folk får den nødvendige medicin.
Det var Maries håb, at man kunne nedbringe antallet af hiv-smittede spædbørn til et stort rungende "nul" og med de resultater, man ser i øjeblikket, er dette ikke et urealistisk mål.
- Jeg kæmper, fordi denne sygdom, er en sygdom, som kan behandles. Man kan få et godt liv, hvis man får den rigtige behandling. Jeg tænker specielt på børnene, fortalte Marie, som i sin egenskab af protektor for AIDS-Fondet var dagens hovedperson.
1. december er i øvrigt World AIDS Day
SE VIDEOEN MED PRINSESSE MARIE HERUNDER: