
Voldsomt vejr: Kongeparret må have haft en hård nat
I disse dage er kongeparret og deres yngste datter på et tre dage langt officielt besøg på Færøerne.
Vejret har indtil videre budt på lidt af hvert, og således har der både været sol, regn, tåge og dis.

Og natten mellem onsdag og torsdag har kongeparret og prinsesse Josephine nok også kunne mærke elementernes rasen.
BILLED-BLADETs udsendte fortæller, at det nok har været en ret hård sejltur for kongeskibet, da det onsdag aften forlod Tórshavn og satte kursen mod bygden Vágur.
Der var nemlig stærk blæst i går aftes, og de lokale fortæller, at denne sejlrute er kendt for at være voldsom, da det er to timer på åbent hav.

BILLED-BLADETs udsendte fortæller også, at blandt andet borgmesteren skulle have fløjet med helikopter væk fra Tórshavn, men dette måtte aflyses grundet stormvejret!
Så mon ikke kongefamilien og besætningen på Dannebrog er blevet gynget godt igennem, inden de ankom til Vágur i løbet af natten?
