
Yderst usædvanligt: Kong Frederik åbnede for første gang kongefamiliens private hjem i denne anledning

Det er ikke sket før i nyere tid - torsdag blev der afholdt en audiens på Marselisborg Slot, kongefamiliens private hjem i Aarhus.
Det var kong Frederik, der højst usædvanligt modtog Ukraines Præsident, Volodymyr Zelenskyj i audiens i de smukke historiske rammer i anledning af præsidentens besøg i Danmark i forbindelse med den officielle åbning af det danske EU-formandskab.

Der er normalt aldrig audiens på Marselisborg Slot, der er et privat hjem, og ejes af dronning Margrethe.
Senest BILLED-BLADET har kunnet finde en audiens på Marselisborg Slot var i 2009, da dronning Margrethe modtog nyudnævnte premierløjtnanter fra Hærens Officersskole i audiens på slottet i Aarhus.
Derfor var det på alle måder en flot gestus fra kongens side at invitere den ukrainske præsident indenfor til den officielle og højtidelige modtagelse, der fandt sted.

Udover audiensen deltog kong Frederik sammen med dronning Mary torsdag i flere begivenheder i Aarhus, der markerede Danmarks overtagelse af EU-formandskabet.