10 år siden: Forlovelsen mellem Kate og William blev offentliggjort

Der er allerede gået 10 år siden, pressen blev inviteret ind på St James's Palace i London for at høre nærmere om forlovelsen.

Efteråret 2010 blev intet mindre end fantastisk for prins William og hans kæreste Kate Middleton. Den 16. november 2010 kunne de to endelig fortælle, at de var blevet forlovede og skulle giftes året efter.

I oktober var de på rejse i Kenya med nogle venner, og her havde en spændt prins William gået rundt med sin mor, prinsesse Dianas forlovelsesring, som han ville give til Kate, når han friede til hende, i sin rygsæk - og han var meget bange for at tabe den ved et uheld undervejs, skriver Hello Magazine.

Offentligheden kender ikke den præcise dato for frieriet, men det ligger fast at det skete på et tidspunkt i løbet af rejsen til Kenya, og at de delte den glade nyhed med pressen den 16. november.

Søger du abonnement på BILLED-BLADET?Klik her og læs hvordan

Da havde Kate og William, som mødte hinanden på universitetet, været kærester i cirka ni år. Der var dog ifølge avisen Daily Express og forfatteren Andrew Morton angiveligt et mindre brud i 2007, men det varede efter sigende ikke længe, før parret var sammen igen. 

Den 29. april 2011 blev de gift ved et overdådigt bryllup, og parret, der senere fik børnene prins George, 7, prinsesse Charlotte, 5, og prins Louis, 2, kan således fejre 10-års bryllupsdag næste år. 

Se billeder fra den dag, forlovelsen blev offentliggjort, i galleriet ovenfor. 

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden