5. maj. 2020
Af Christinna Braun

94-årige Dronning Elizabeth: Den mest spændende aften i mit liv

Dronning Elizabeth med sine forældre, dronning Elizabeth (dronningemoderen) og kong George VI, samt søsteren prinsesse Margaret
Dronning Elizabeth med sine forældre, dronning Elizabeth (dronningemoderen) og kong George VI, samt søsteren prinsesse Margaret
Foto: MEGA
I en ny dokumentar afsløres det, at en speciel aften efter 2. verdenskrigs afslutning var den mest spændende i dronning Elizabeths liv.

Storbritanniens dronning Elizabeth var 19 år, da 2. Verdenskrig afsluttedes, og mange års krig og stridigheder ophørte.

I år er det 75 år siden, og nu udkommer en ny amerikansk dokumentar, kaldet ”The Queen at War”, som handler om den britiske kongefamilie under 2. Verdenskrig, og hvordan krigen var med til at forme den unge Elizabeth som dronning. Det skriver Town & Country Magazine.

Ville feste med folket

Da Tyskland kapitulerede i 1945, blev den 8. maj erklæret for sejrsdag i Europa, VE-day (Victory in Europe Day, red.). På denne dag i 1945 viste den britiske kongefamilie sig på den royale balkon for at fejre dagen med de mange tusinde glade og lettede mennesker, der var troppet op.

Den 19-årige prinsesse Elizabeth og 15-årige prinsesse Margaret ønskede at tage del i festlighederne i gaderne, og de spurgte derfor deres far, kong George VI om lov.

Formede Elizabeth som dronning

Kongen gav sine døtre lov til at feste og danse med folket, og de unge prinsesser deltog i fejringen i gaden – dog i lettere forklædning, da den 19-årige Elizabeth ikke ville genkendes. For første gang fik hun lov til blot at være en almindelig ung kvinde på lige fod med de andre.

I dokumentaren ”The Queen at War” fortælles det, at den nu 94-årige dronning Elizabeth har beskrevet det som den mest spændende aften i sit liv. Denne aften skal også have skabt et helt specielt bånd mellem Elizabeth og folket, hvilket er bevaret helt til nu.

Læs mere om: