Ændring på museet: Harry og Meghans voksfigurer flyttet fra resten af kongefamilien
Prins Harry og hertuginde Meghan er flyttet fra London til USA.
Efter flytningen, der kommer i kølvandet på parrets beslutning om ikke længere at være såkaldte "senior members" af kongehuset, og altså ikke længere repræsentere den britiske krone, har voksmuseet Madame Tussauds i London truffet en beslutning.
Voksfigurerne af prins Harry og hertuginde Meghan er nemlig blevet flyttet frem mod genåbningen efter Londons coronanedlukning.
Prinsen og hertuginden indgår nu i et afsnit af udstillingen, som Madame Tussauds kalder "Award Party", i stedet for sammen med den øvrige kongelige familie.
I Award Party-delen af udstillingen findes voksfigurer af Hollywood-stjerner som Brad Pitt og George Clooney.
- Lanceringen af Award Party tager os tilbage til det sjov og begejstring, der er i en stilfuld aften ude, som London har hungret efter siden begyndelsen af lockdown, forklarer Madame Tussauds direktør Tim Waters til avisen The Sun og fortsætter:
- Vi holder altid øje med kendis-verdenen, så vi har flyttet prins Harry og Meghans figurer hen til deres Hollywood-venner, hvilket også reflekterer deres nye status som ”A-liste”-stjerner.
Madame Tussauds genåbnede for offentligheden 17. maj.
Se voksfigurerne af prins Harry og hertuginde Meghan i galleriet øverst.